26 dec

Episode 113: “Hvor spøgelset ligger begravet”

En julepræget podcast fra De Falske 9’ere!

For tre dage og 42.000 kalorier siden var der fuld runde i Premier League. Det var der stort set også i dag, så vi har sat hinanden stævne midt i juletravlheden for at tage en overflyvning.

Paul Clement har mistet jobbet som manager for bundholdet Swansea – men kan ejerne tørre hele skylden for problemerne af på ham?

Tottenham er kommet tilbage på det spor, Liverpool og Arsenal (og Manchester United?) hopper af og på som De Forsvundne Stifindere. Hvordan ser top 4-striden ud her godt halvvejs?

Alt dette, Stoke, Leicester, alle de andre, en rundtur i juletraditionerne og meget, meget mere i denne uges udgave af De Falske 9’ere, der ligger lige her og venter kun på at underholde dig i juleferien:

De Falske 9’ere – Episode 113: “Hvor spøgelset ligger begravet”

18 dec

Episode 112: “Mindre Rommedahl, mere Robben”

En ny omgang De Falske 9’ere er klar!

Chokoladesøstjerner og vand med hotdogsmag. Det byder menuen blandt andet på i denne uges afsnit af De Falske 9’ere, hvor vi dog også serverer:

– Gamle mænd i nye jobs. Moyes vs. Hodgson vs. Pardew vs. Big Sam. Hvem gør det bedst?

– U-U-UBESEJRET! Manchester City og deres upassende kampråb i gæsteomklædningsrummet marcherer mod mesterskabet. Hvor vildt kan det blive?

– Hit the Road to Russia, Jack. Jack Wilshere tilbage efter endnu en skadespause. Venter endnu en slutrunde også forude?

– Hot’n’cold. Liverpool serverer skiftevis skoldhede kontralussinger og Storebælts-kaffe-lunkne nullerter. Hvorfor nu det?

Alt dette og meget, meget mere i denne uges udgave af De Falske 9’ere, som du finder lige her:

De Falske 9’ere – Episode 112: “Mindre Rommedahl, mere Robben”

11 dec

Episode 111: “Med sne på linjen”

*NY PODCAST FRA DE FALSKE 9’ERE*

Juletiden er en hektisk tid. Også i Premier League. Men det betyder ikke, at du skal snydes for den ugentlige dosis De Falske 9’ere!

16. spillerunde stod i derby’ernes tegn, da vi både havde et Merseyside, et Manchester og endnu et London ét af slagsen.

Julen er også traditionernes fest, og det betød, at prægtige Pep og Manchester City slog atter målløse Mourinho og Manchester United på Old Trafford med 2-1. Big Sams Everton drillede atter en af de store, da de besøgte Klopp og Liverpool, og så slog Tottenham atter Stoke med en frygtelig masse mål.

I Wales var der på alle måder bundbrag, da Swansea på en eller anden måde fik scoret mod og siden vandt over West Bromwich.

Vi tager desuden en tur ned i 8. bedste engelske række, møder en gammel dommerkending, og drøfter, hvorfor fa’en Christian Benteke absolut skulle sparke det straffespark (!)

Alt dette, lidt Champions League lodtrækning, Funky Monkeys (?!) og meget, meget mere i denne uges afsnit af De Falske 9’ere, som du finder lige her:

De Falske 9’ere – Episode 111: “Med sne på linjen”

OBS!: Grundet nyt studie og nye omgivelser er lyden på ugens optagelse langt under standard. Vi overvejede faktisk slet ikke at udgive programmet, men har alligevel besluttet os for at gøre, da der kom en god snak ud af optagelserne.
På forhånd undskyld – vi knokler for at få det ordnet til næste uge.

4 dec

Episode 110: “That McAuely Team”

Det’ sørme, det’ sandt, det’ mandag og det betyder et spritnyt afsnit af De Falske 9’ere at sparke ugen i gang med!

I denne uge kigger vi nærmere på gamle mænd i nye klubber, nærmere bestemt Alan Pardew og Sam Allardyce, der debuterede på bænken hos henholdsvis WBA og Everton.

Fornuftige eller forfærdeligt fantasiløse valg? Og hvor langt ud i fremtiden kan det betale sig at planlægge, når man hyrer en af d’herrer, der jo som bekendt har fået kontrakter frem til 2020 og 2019?

Videre til Emirates, hvor begge managers efter kampen virkede til at mene, at deres hold da sådan set havde gjort det helt fint.

Kan United holde bysbørnene, som man møder i næste runde, nogenlunde under pres i mesterskabskampen?

Desuden kigger vi nærmere på Liverpool, der som sædvanlig slår de små men taber til de store, Leicesters bud på at blive ‘best of the rest’, og hvem Martin Olsson mon råbte højest ad, da bølgerne gik højt i Swansea-omklædningsrummet.

Alt dette og meget, meget mere i denne uges afsnit af De Falske 9’ere, som du finder lige her:

De Falske 9’ere – Episode 110: “That McAuely Team”