15 jan

Episode 116: “Hvorfor-taber-de-ikke-begge-to?-derby”

Tre styk De Falske 9’ere er klar atter en gang!

🎵 Vi siger: Uge 1 til det 2 og 2 og til det 3 –
Vi tror, vi ska’ snakke lidt bold i dag 🎵

Med monoklen og den sure mine på plads går vi på jagt efter hår i Kloppo-Peppo-derby’et mellem Liverpool FC og Manchester City. For den slags fejlfyldt, åbent festfyrværkeri af en fodboldkamp kan man da ikke byde folk i bedste søndagssendetid.

I De Falske 9’ere er vi også hinandes terapeutiske afløbskanal. Som fræksempel, årh, vi ved skam ikke, måske sådan bare som eksempel hvis Arsenal atter en gang smed point fra førerposition mod frygtindgydende AFC Bournemouth. Det kunne jo være, nogen havde brug for at lette røgen bare en anelse.

Så er Chelsea Football Club i øvrigt luret, Tottenham Hotspur har fået ny Premier League-topscorer, og David Moyes er godt i gang med at cementere sin status som West Ham Uniteds Frelser. Dog er det ikke alle West Ham-fans, der kan finde ud af at håndtere glæden.

Hvad det mon går ud på, kan du høre i ugens udgave af De Falske 9’ere, som du finder lige her:

De Falske 9’ere – Episode 116: “Hvorfor-taber-de-ikke-begge-to?-derby”

8 jan

Episode 115: “Søn af en glædespige”

I weekenden var der vinterpause … ahem … tredje runde af FA Cup’en på fodboldprogrammet i det engelske, og for første gang i mange år er der ikke nogen non-league-hold, der er kommet så langt.

Det betød dog langt fra, at der ikke var nogen overraskelser – den største i Premier League-regi var nok, at Nottingham Forest blev endestation for Arsenal.

Tog Arsenè Wenger for let på opgaven? Eller burde et andethold af talenter og tidligere landsholddspillere have klaret skærrene?

Også Stoke fandt sine overmænd i denne runde, og det blev Coventry, som samtidig blev sidste modstander, Mark Hughes mødte som manager for The Potters.

Vi kigger nærmere på Sparkys eftermæle i klubben, og endelig skal vi forbi en flyvende hollænder, der er landet på Merseyside med et brag.

Alt dette, transfernyt og meget, meget mere i denne uges udgave af De Falske 9’ere, som du finder lige her:

De Falske 9’ere, episode 115: “Søn af en glædespige”

5 jan

Episode 114: “En anden slags idiot”

Året er ny, men De Falske 9’ere er de samme.

Vær velkommen Herrens År og velkommen til en ny kalenderårssæson med De Falske 9’ere!

Nytårsskyderiet stoppede ikke ved slutfløjt på Emirates. Efter kampen skød Arsenè Wenger på dommerne, Chelsea-fans på Alvaro Morata og de neutrale seere skød på, at det var årets mest underholdende kamp.

Vi dykker ned i London-opgøret, inden vi haster videre til Merseyside, hvor Everton for anden gang på ni dage bød på nul skud inden for rammen til det kræsne hjemmepublikum.

Hvor lang bliver honeymoon-perioden med Big Sam, og hvorfor ender Paul Pogba igen og igen i en dyb rolle for Manchester United, når nu José Mourinho, Paul Scholes og alle fodbold-Einsteinerne er enige om, at han er bedre længere fremme?

I Stoke satte Newcastle punktum for et hæderligt juleprogram ved at skyde sig helt op på en 13. plads. Hvilket af holdene i den tunge ende af rækken har brugt juleprogrammet bedst til at lægge luft til stregen?

Alt dette og meget, meget mere i denne uges udgave af De Falske 9’ere, som du finder lige her:

De Falske 9’ere – Episode 114: “En anden slags idiot”