18 mar

“Utålmodig nonce”

Episode 159

Suber-subs, straffespark og sene comebacks var kodeordene, da West Ham og Everton meldte sig tilbage ind i kampen om Europa-pladserne, Manchester City blev eneste top 6-overlever i FA Cup, og Liverpool i deres fravær sikrede sig 13 dage på førstepladsen.

Vi sender jer på landskampspause med alt, I behøver at vide om Wolves’ retrofodbold (på den gode måde), Burnleys retrofodbold (på den dårlige måde), 80’er-montager, tårnudspring og som sædvanlig meget, meget mere.

17 dec

Episode 149: “Død, hungersnød, Vild med dans og 2. påskedag”

*NY PODCAST FRA DE FALSKE 9’ERE*

Svaret er 36-6. Hvad er spørgsmålet? Nej, det handler ikke om, hvad der ville ske, hvis FC Barcelona mødte Vilvorde BK, det er såmænd skudstatistikken i Liverpool-favør fra North West Derby.

Hvor langt var portugisiske Pulis’ plan egentlig fra at lykkes? Og hvor går Manchester United hen herfra? Hvad lykkes i denne omgang for Liverpool, der ikke tidligere er lykkes mod ærkerivalerne under Klopp?

I London var der vi-har-begge-mere-imod-Chelsea-end-jer-derby mellem Fulham og West Ham, og efter fire sejre på stribe er West Ham nu oppe på en delt ottendeplads.

Hvor tæt er verden på at gå under, når Chicharito laver assist? Er Mark Noble snart klar til landsholdet? Og hvor mange ‘den-tiende-er-gratis-burgere’ har Snodgrass spist på Monarch i sidste sæson?

Alt dette, julegavetips, Hasenhüttls første PL-sejr og meget, meget mere i denne uges udgave af De Falske 9’ere:

De Falske 9’ere – Episode 149: “Død, hungersnød, Vild med dans og 2. påskedag”

1 okt

Episode 140: “Viruscentralen_guest”

Så’ der nyt fra De Falske 9’ere!

Om du går ud over Langebro eller ad vejen mod Korsør, så har du nu mulighed for at gøre det med dette uges afsnit af De Falske 9’ere i hørebøfferne!

Vi vender et ejer/manager-forhold, der passer til vejret i det nordengelske, efter Newcastle i weekenden led fjerde hjemmenederlag i streg.

Er der lys forude for de hårdt prøvede Geordies? Må den gode Benitez efterhånden også tage noget af skraldet?

Emirates er til gengæld et sted, hvor det hele er fjong i øjeblikket. Syv sejre i streg har Emery og hans Arsenal-hold hentet på stribe. Hvad fungerer? Hvad mangler der stadig svar på?

Endelig fortsætter Liverpool og Chelsea med at imponere – denne gang mod hinanden – mens Manchester United-jumboen mindre og mindre ligner et fly med pålid’lig mekanik.

Skal de blå fra London regnes med blandt titelkandidaterne? Hvornår har Liverpool sidst haft noget som helst at skyde med fra bænken? Og er Pogba og Mourinho skøre begge to – selvom de næppe er det med hinanden?

Alt dette og som sædvanlig meget, meget mere i denne uges afsnit, som du finder i din podcastapp eller lige her:

De Falske 9’ere – Episode 140: “Viruscentralen_guest”

17 sep

Episode 138: “Lad være med at kalde det et derby, for det er det ikke-derby “

Så kører De Falske 9’ere igen!

Så’r’d’ på med hørebøfferne, for efter en lang landskampspause er De Falske 9’ere tilbage i stærkeste opstilling i denne uges podcast!

West Ham er ikke længere pointless. I hvert fald ikke sådan i uoverført betydning. Med en solid sejr på udebane over Everton er Østlondons finest endelig på tavlen.

Det kom Chelsea og Eden Hazard i den grad også mod Cardiff. Hvilke er så småt faldet på plads af de mange brikker, d’herrer Pellegrini og Sarri har at flytte rundt med?

I forfølgerfeltet bag det nye førerhold gjorde både Arsenal, Liverpool og Manchester United deres for at bevare spændingen i deres respektive kampe.

Hvem kan bruge deres lange-løg-blandt-tilhængerne-inducerende 2-1-sejr til mest?

Alt dette, from Russia with love, futsal uden bander og meget, meget mere i denne uges udgave af De Falske 9’ere, som du finder i din podcastapp eller lige her:

De Falske 9’ere – Episode 138: “Lad være med at kalde det et derby, for det er det ikke-derby”

3 sep

Episode 137: “Kig op en dag – vi bor i kælderen”

Det er atter tid til De Falske 9’ere.

Elton John må nok pudse brillerne en ekstra gang, når han ser på tabellen, for kan det virkelig passe, at Watford er et af tre hold, der kan tage på landskampspause ubesejret?

Ja, det kan. Vi diskuterer, hvordan det kan lade sig gøre, og hvor vidt og bredt Troy Deeney og drengene kan drive det i denne sæson.

Som en klog mand engang sagde: “Nu kommer I nee’ derfra”. Og det har West Ham lyttet til. En stor rund monokel er der ud fra London-klubbens navn i tabellen – som det eneste hold i de professionelle rækker i England.

Hvorfor er det seneste forsøg på at finde en ny ‘West Ham Way’ endt med fodbold, der virker lige så træt, som Pellegrini ser ud?

Alt dette, Mourinho der citerer en anden klog mand, Arsenal og Liverpools interessante forsøg på at lade målmanden spille fodbold, De Falske 9’ere går (måske) viralt i USA, og meget, meget mere i denne uges pod, som du finder lige her:

De Falske 9’ere – Episode 137: “Kig op en dag – vi bor i kælderen”

28 aug

Episode 136: “TrumpHam United”

Nye sager fra De Falske 9’ere!

I en spændende ny formation kaster De Falske 9’ere sig endnu engang over weekendens Premier League-runde.

Vi kommer forbi, hvad ligheden på West Ham og Donald Trump er, tre gode grunde til at holde med tiki taka-knejtene fra Cardiff og Aleksandar Mitrovic’ genfødsel i en lille hytte i London.

Endelig kigger vi på, hvordan man med en veltilrettelagt Egon Olsen-plan kun skal bruge et mål scoret med hånden, et ikke-dømt straffespark, fire stolpe-ud-skud, talkum og en Franz Jäger for at tage point fra mægtige Manchester City.

Alt dette, sæsonens første snak om jul og meget, meget mere finder du i denne uges udgave af De Falske 9’ere i din foretrukne podcastapp eller lige her:

De Falske 9’ere – Episode 136: “TrumpHam United”

22 maj

Episode 132: “Alle mod alle”

Sæsonens sidste podcast fra De Falske 9’ere.

Næppe er postmatch-interviews nogensinde før blevet overfortolket mere end et Rifbjerg-digt i 2.G som efter FA Cup-finalen mellem Chelsea og Manchester United.

Bliver den vindende manager? Er den tabende manager nu mere eller mindre under pres end efter sidste sæson, der ellers vist nok var bedre end den nuværende – eller var den?

Med afsæt i sæsonpunktummet i det fodboldengelske afslutter vi vores evaluering af de 20 Premier League-klubbers år – år dermed også dækningen af 2017/18-sæsonen i verdens [indsæt tillægsord]este liga.

Der skal lyde en kæmpe stor tak for en fremragende sæson til alle jer, der har lyttet med. Rigtig god sommer, VM-slutrunde og Silly Season. Vi høres ved på den anden side!

De Falske 9’ere – Episode 132: “Alle mod alle”

2 apr

Episode 125: “Mit Salz und Rum”

Så er De Falske 9’ere igen tilbage efter landsholds-påske-pause.

Fire måneder, 18 kampe, én sejr og en træningslejr turned Geordie Shore. Det blev alt, hvad det blev til for Alan Pardew (og John Carver) i WBA i denne omgang.

En tur på bagstykke og albuer fik også Chelsea på eget græs af Tottenham. Er ham der Christian fra Mi’elfaaart egentlig ikke sådan helt habil til langskud? Tikker seConterne (undskyld) så småt for mestertræneren på Broen? Og betyder det, at top 4 så småt er på plads?

I så fald bliver det med deltagelse af Liverpool, der slog Crystal Palace med 2-1. Går Bentekes overskud til større mål (undskyld) eller et nyt stadion? Spiller Liverpool egentlig særlig godt for tiden? Bliver alle de spørgsmål ikke trættende i længden?

Alt dette, en update på tandlæse So’ton, rejsetips fra Millwall og meget, meget mere i denne uges udgave af De Falske 9’ere, som du finder i din podcastapp eller lige her:

De Falske 9’ere – Episode 125: “Mit Salz und Rum”

12 mar

Episode 123: “Dernæst Heimlich”

Det er tid til endnu en De Falske 9’ere-podcast!

Tilskuerprotester, Old Rashford, glade point og cojones.

Hvad nytter det at holde sammen på banen, når tilhørerne ikke engang kan holde sammen uden for? West Ham United er i en dyb Fight Club-lignende eksistenskrise med stærkt utilfredse kund-… øhm, forbru-….æææh .. fans, selvfølgelig. Fans.

Alexis Sánchez og Henrik Militarian lavede bytte-bytte-købmand for små 6 uger siden. Hvordan er de to spillere landet i hhv. Manchester United og Arsenal?

Og så kan vi vist så småt begynde at tage afsked med et par af bundholdene, der ikke viser nogen som helst livstegn.
Eller ét af holdene i hvert fald.
Ja, okey, vi snakker om West Bromwich Albion.

Men hvem hiver The Baggies med sig ned?
Hvem dækker hvem, når Liverpools modstandere tager målspark?
Og er det overhovedet muligt at stille *mere* defensivt op end en 5-4-1 uden at spille med to målmænd?

Alt dette og meget mere i ugens tandem-udsendelse, som du kan finde lige her:

De Falske 9’ere – Episode 123: “Dernæst Heimlich”

5 mar

Episode 122: “En af de der Nutella-erstatninger”

Så er De Falske 9’ere klar med endnu en omgang britisk fodboldsnak.

Hvis Chelsea-spillerne i stedet for målpenge fik en 10’er for hver gang, de ramte en medspiller, ville Willian søndag eftermiddag været blevet 40 kroner rigere.

Hvis hans direkte og meget blege modspiller Zinchenko fik en krone per boldberøring, ville han kunne sætte 163 kroner på børneopsparingen.

Vi kigger nærmere på kampen mellem de nuværende og kommende mestre, ligesom vi zoomer ind på Swansea, der kunne synge “WHO AYEW?”, efter de på bedste vis fik vasket 1-4-pletten fra sidste uge af sig ved at tjæske West Ham med samme cifre.

Endelig skal vi et smut forbi sydkysten, hvor Brighton gjorde ondt værre for Arsenal og Arsenè Wenger. Vi forsøger at finde nye måder at sige, at NU går den ikke længere.

Alt dette, optakt til fodbolddokumentarfilmfestival, watt-tal fra Burnley vs. Everton og meget, meget mere i denne uges afsnit af De Falske 9’ere, som du finder lige her:

De Falske 9’ere – Episode 122: “En af de der Nutella-erstatninger”