5 mar

Episode 122: “En af de der Nutella-erstatninger”

Så er De Falske 9’ere klar med endnu en omgang britisk fodboldsnak.

Hvis Chelsea-spillerne i stedet for målpenge fik en 10’er for hver gang, de ramte en medspiller, ville Willian søndag eftermiddag været blevet 40 kroner rigere.

Hvis hans direkte og meget blege modspiller Zinchenko fik en krone per boldberøring, ville han kunne sætte 163 kroner på børneopsparingen.

Vi kigger nærmere på kampen mellem de nuværende og kommende mestre, ligesom vi zoomer ind på Swansea, der kunne synge “WHO AYEW?”, efter de på bedste vis fik vasket 1-4-pletten fra sidste uge af sig ved at tjæske West Ham med samme cifre.

Endelig skal vi et smut forbi sydkysten, hvor Brighton gjorde ondt værre for Arsenal og Arsenè Wenger. Vi forsøger at finde nye måder at sige, at NU går den ikke længere.

Alt dette, optakt til fodbolddokumentarfilmfestival, watt-tal fra Burnley vs. Everton og meget, meget mere i denne uges afsnit af De Falske 9’ere, som du finder lige her:

De Falske 9’ere – Episode 122: “En af de der Nutella-erstatninger”

29 jan

Episode 118: “KAN I LIDE VOLD?”

En dugfrisk omgang De Falske 9’ere er klar.

Søm i øjnene, transmogrifpistoler og forfærdelige forhold for animerede værnepligtige.

Selv om Premier League ligger stille er der masser af action i De Falske 9’ere, hvor vi udover ovenstående uhyrligheder kommer forbi seneste kapitel i den store bog om VAR, Alexis Sanchez’ debut for Manchester United og Tottenham på eventyr på en pløresødal-plæne i Wales.

Endelig skal vi lære nogle af de nye drenge i PL-managerklassen bedre at kende. Hvem har tidligere i karrieren stjålet sin assistenstræners mad?

Hvem har fakkertalt siden 1983 altid drømt om at skifte den iberiske halvø ud med Swansea? Og hvem hulen er ham dersens Javi Gracia?

Alt dette, lidt til og meget mere i denne uges udgave af De Falske 9’ere, som du finder lige her:

De Falske 9’ere – Episode 118: “KAN I LIDE VOLD?”

15 jan

Episode 116: “Hvorfor-taber-de-ikke-begge-to?-derby”

Tre styk De Falske 9’ere er klar atter en gang!

🎵 Vi siger: Uge 1 til det 2 og 2 og til det 3 –
Vi tror, vi ska’ snakke lidt bold i dag 🎵

Med monoklen og den sure mine på plads går vi på jagt efter hår i Kloppo-Peppo-derby’et mellem Liverpool FC og Manchester City. For den slags fejlfyldt, åbent festfyrværkeri af en fodboldkamp kan man da ikke byde folk i bedste søndagssendetid.

I De Falske 9’ere er vi også hinandes terapeutiske afløbskanal. Som fræksempel, årh, vi ved skam ikke, måske sådan bare som eksempel hvis Arsenal atter en gang smed point fra førerposition mod frygtindgydende AFC Bournemouth. Det kunne jo være, nogen havde brug for at lette røgen bare en anelse.

Så er Chelsea Football Club i øvrigt luret, Tottenham Hotspur har fået ny Premier League-topscorer, og David Moyes er godt i gang med at cementere sin status som West Ham Uniteds Frelser. Dog er det ikke alle West Ham-fans, der kan finde ud af at håndtere glæden.

Hvad det mon går ud på, kan du høre i ugens udgave af De Falske 9’ere, som du finder lige her:

De Falske 9’ere – Episode 116: “Hvorfor-taber-de-ikke-begge-to?-derby”

18 dec

Episode 112: “Mindre Rommedahl, mere Robben”

En ny omgang De Falske 9’ere er klar!

Chokoladesøstjerner og vand med hotdogsmag. Det byder menuen blandt andet på i denne uges afsnit af De Falske 9’ere, hvor vi dog også serverer:

– Gamle mænd i nye jobs. Moyes vs. Hodgson vs. Pardew vs. Big Sam. Hvem gør det bedst?

– U-U-UBESEJRET! Manchester City og deres upassende kampråb i gæsteomklædningsrummet marcherer mod mesterskabet. Hvor vildt kan det blive?

– Hit the Road to Russia, Jack. Jack Wilshere tilbage efter endnu en skadespause. Venter endnu en slutrunde også forude?

– Hot’n’cold. Liverpool serverer skiftevis skoldhede kontralussinger og Storebælts-kaffe-lunkne nullerter. Hvorfor nu det?

Alt dette og meget, meget mere i denne uges udgave af De Falske 9’ere, som du finder lige her:

De Falske 9’ere – Episode 112: “Mindre Rommedahl, mere Robben”

11 dec

Episode 111: “Med sne på linjen”

*NY PODCAST FRA DE FALSKE 9’ERE*

Juletiden er en hektisk tid. Også i Premier League. Men det betyder ikke, at du skal snydes for den ugentlige dosis De Falske 9’ere!

16. spillerunde stod i derby’ernes tegn, da vi både havde et Merseyside, et Manchester og endnu et London ét af slagsen.

Julen er også traditionernes fest, og det betød, at prægtige Pep og Manchester City slog atter målløse Mourinho og Manchester United på Old Trafford med 2-1. Big Sams Everton drillede atter en af de store, da de besøgte Klopp og Liverpool, og så slog Tottenham atter Stoke med en frygtelig masse mål.

I Wales var der på alle måder bundbrag, da Swansea på en eller anden måde fik scoret mod og siden vandt over West Bromwich.

Vi tager desuden en tur ned i 8. bedste engelske række, møder en gammel dommerkending, og drøfter, hvorfor fa’en Christian Benteke absolut skulle sparke det straffespark (!)

Alt dette, lidt Champions League lodtrækning, Funky Monkeys (?!) og meget, meget mere i denne uges afsnit af De Falske 9’ere, som du finder lige her:

De Falske 9’ere – Episode 111: “Med sne på linjen”

OBS!: Grundet nyt studie og nye omgivelser er lyden på ugens optagelse langt under standard. Vi overvejede faktisk slet ikke at udgive programmet, men har alligevel besluttet os for at gøre, da der kom en god snak ud af optagelserne.
På forhånd undskyld – vi knokler for at få det ordnet til næste uge.

20 nov

Episode 108: “Cesc and the City”

En ny podcast fra De Falske 9’ere er landet!

Mauricio Pocchetino kan, to uger efter en sejr på Bernabeu, slutte sig til en lang liste af managers, der aldrig vinder noget, så længe de taber på udebane til de top 6-klubber, der sjovt nok sjældent taber på hjemmebane.

Denne gang var det rivalerne fra Arsenal, der fik skovlen under Tottenham.

Narrede den rutinerede den mindre rutinerede? Og hvad stiller Arsene Wenger op med de to kontraktrebeller Sanchez og Özil, der tydeligvis godt stadig gider spille godt – nogle gange?

I toppen har top 6 + Burnley så småt skabt afstand på point. I bund seks nærmer der sig også lighed i antal trænerfyringer, efter Tony Pulis blev opsagt efter en snitter mod Chelsea.

Er truppen til at spille mere interessant fodbold end under waliseren? Og hvad er der sket med ham der Cesc Fabregas, der for et år siden kun kunne se frem til at vælge i hvilken Serie A-klub, han skulle gå på fodboldpension?

Alt dette, to bemærkelsesværdige comebacks i Manchester United, Moyesiahs-watch, en fyldig øjenvidenberetning fra Dublin og meget, meget mere i denne uges afsnit af De Falske 9’ere, som du finder lige her:

De Falske 9’ere – Episode 108: “Cesc and the City”

6 nov

Episode 107: “Kommunalvalgsspecial”

Så kan du godt varme op til landskampspause ved at finde Dannebrog frem og kippe i vildskab over, at Andreas Christensen er bedre end David Luiz.

I hvert fald var brasilianeren sendt på tribunen, efter Antonio Conte efter sigende har snakket med store bogstaver i midtugen.

Fik Antonio Conte den reaktion, han var på udkig efter? Eller var det Mourinhos fejl, at hans lidet flatterende målstatistik på udebane mål top 6 fortsatte?

Mål var der masser af, da kriseramte Everton vendte 0-2 til 3-2 og dermed påførte Watford tredje nederlag i streg. Er gassen gået af Marco Silva-ballonen? Og hvordan kan man have en målmand i truppen, der er mere usikker end Heurelio Gomes?

Endelig skal vi et smut forbi London Stadium, hvor West Ham-ejerne har vurderet, at når selv Alex Oxlade-Chamberlain og Joël Matip scorer mod en, så er det s’gu’ for pinligt.

Bilic Out – Moyes In? Og hvad gik galt for kroaten?

Alt dette, højtflyvende Burnley, det dersens Danmarks-landshold og meget, meget mere i denne uges udgave af De Falske 9’ere, som du finder lige her:

De Falske 9’ere, episode 107: “Kommunalvalgsspecial”

30 okt

Episode 106: “Turen går til 1908”

Mere nyt fra De Falske 9’ere!

Der var godt med nye ansigter på bænkene, da Leicester slog ambitiøse Everton med 2-0.

Ansættelsen af Claude Puel er blevet modtaget med et stort, kollektivt ‘gad vide, hvad der er på TV2 Charlie?’ af det meste af fodboldverden – men er ryet som fodboldtrænernes leverpostejsmedian fortjent?

Og hvad er, seneste skud på interrim-manager-stammen, David ‘Rhino’ Unsworth for en størrelse – bortset fra XXXXL, naturligvis?

Og så skal vi naturligvis forbi en dramatisk afslutning på Østlondon/’hvem kan spille mest fjollet fodbold’-derby mellem Crystal Palace og West Ham.

Har Bilic fået givet sig selv et pusterum? Og er Wilfried Zaha den bedste spiller under nedrykningsstregen?

Endelig runder vi topbraget mellem Manchester United og Tottenham og stiller det originale og nytænkende spørgsmål: Må man som fodboldmanager have som taktik at tæmme følelser og kreativitet – hvis det giver point på kontoen?

Alt dette og meget, meget mere i denne uges De Falske 9’ere, som du finder lige her:

De Falske 9’ere – Episode 106: “Turen går til 1908”

25 sep

Episode 102: “Herningsk Haka”

Der er mere nyt fra De Falske 9’ere!

Jubilæumsnyt!

For 25. gang under Slaven Bilics ledelse kom West Ham bagud med 0-2, da Tottenham kom forbi til hvad der vel kan kaldes ‘bare-vi-var-på-udebane-derbyet’.

Så troede man, at den kamp var død og begravet. Men så kunne man tro om igen, kunne man.

Vi dykker ned i et brag af et London-opgør i denne podcast, hvor vi også kigger nærmere på Brighton, der slog oprykkerkollegaerne Newcastle med 1-0.

Hvad er Chris Hughtons svende for en størrelse? Ved Gross og Dunk, hvorfor hhv englændere og danskere fniser ad deres navne? Og hvor har knoldesparkeren på højrekanten gemt den rigtige Anthony Knockaert?

Endelig skal vi et smut forbi en vanlig kaotisk Liverpool-kamp, en usandsynlig Everton-frelser og finde ud af, hvad fodbold hedder på græsk.

Har det vækket din nysgerrighed? Jo, det har. Jo, blev der sagt. Få den stillet ved at klikke lige her:

De Falske 9’ere – Episode 102: “Herningsk Haka”

21 aug

Episode 99,5: “Lorteper-derby”

Sprit ny podcast fra De Falske 9’ere!

Manchester United er kommet flyvende ud af starthullerne til 2017/18-sæsonen i Premier League. I weekenden gik det ud over Swansea, der på fire minutter blev tromlet godt og grundigt flade af Mourinhos hærdebrede tropper.

Is it all just a little bit of history repeating? Er det portugiserens berygtede andensæson, der som regel ender rigtig godt, vi ser startskuddet til?

Det dykker vi blandt meget andet ned i i dette afsnit, hvor vi også med hjælp udefra kigger på, hvordan Stoke og Arsenal blev ligaens mest umage rivaler, om ‘The West Ham Way’ er en blindgyde – og så skal vi naturligvis have kåret en vinder af vores store det-handler-slet-ikke-om-reach-konkurrence.

Alt dette og naturligvis en hulens bunke mere i det nye slet-ikke-jubilæums-afsnit af De Falske 9’ere, som du finder lige her:

De Falske 9’ere – Episode 99,5: “Lorteper-derby”