28 aug

Episode 136: “TrumpHam United”

Nye sager fra De Falske 9’ere!

I en spændende ny formation kaster De Falske 9’ere sig endnu engang over weekendens Premier League-runde.

Vi kommer forbi, hvad ligheden på West Ham og Donald Trump er, tre gode grunde til at holde med tiki taka-knejtene fra Cardiff og Aleksandar Mitrovic’ genfødsel i en lille hytte i London.

Endelig kigger vi på, hvordan man med en veltilrettelagt Egon Olsen-plan kun skal bruge et mål scoret med hånden, et ikke-dømt straffespark, fire stolpe-ud-skud, talkum og en Franz Jäger for at tage point fra mægtige Manchester City.

Alt dette, sæsonens første snak om jul og meget, meget mere finder du i denne uges udgave af De Falske 9’ere i din foretrukne podcastapp eller lige her:

De Falske 9’ere – Episode 136: “TrumpHam United”

21 aug

Episode 135: “Dyreroulette og mænd i læder”

Podcast-nyt fra De Falske 9’ere!

Fuglene flyver som bekendt i flok, når de er mange nok. Det var de på sydkysten, hvor der skulle der 11 højtflyvende havmåger til at tilføje Manchester United sæsonens første nederlag.

Hvordan kan en verdensmester miste selvtilliden to uger efter, han er udnævnt som anfører? Ved Mourinho, hvem han nu kan stole på? Hvorfor er Bruno-Duffy-Dunk-Bong-firekæden ikke længere en ting?

På Goodison Park fortsatte Richarlison med at bevise, at han aldrig kommer til at være to Yannick Bolasier værd. Kan Everton lugte en tiltrængt ny start? Eller lugter det mest af alt af et klassisk, kortvarigt Marco Silva-opsving?

Endelig skal vi forbi Chelsea og Arsenal i underholdende nye konstellationer, de mange nye drenge i klassen i dyr-med-spidse-snuder-derby mellem Rævene og Ulvene og meget, meget mere i denne uges udgave af De Falske 9’ere:

De Falske 9’ere – Episode 135: “Dyreroulette og mænd i læder”